Account Managers til Jylland/Fyn & Sjælland

Vi søger intet mindre end Danmarks bedste  Account Managers – en til Sjælland og en til Jylland/Fyn.

Hvem er den rette Account Manager?

Som Account Manager får du selvstændigt budgetansvar for salg til nye kunder. Det betyder, at du får ansvaret for at tage kontakt til nye kunder, afholde flere møder, analysere virksomheden og på den måde afdække deres behov.

Efter dit salg overdrager du opgaven videre til vores projektledere, der kan omsætte dit salg til et fantastisk arrangement.

Arbejdsbasen vil være fra dit eget hjemmekontor eller vores kontor i Aarhus, men det meste af arbejdet vil foregå hos kunderne på deres domicil.

Geografisk søger vi en, til at varetage nye kunder på hele Sjælland, og en til at varetage Jylland/Fyn.

Kan du se dig selv i spejlet og genkende følgende egenskaber i dig selv?

  • En udadvendt person, der forstår at skabe relationer i enhver sammenhæng
  • Stærkt kommunikator, både skriftligt og mundtligt
  • Analyserende med evnen til at forstå kundens behov og omsætte dette til praksis
  • Handlingsstærk og ikke bange for at gribe telefonen, når situationen kræver det
  • Problemfri bruger af Office-pakken
  • Selvstændig med evnen til at løse problemer på vejen mod målet

Vi tilbyder

Vi kan tilbyde et fleksibelt og uhøjtideligt arbejdsmiljø, hvor der er plads til de skæve tanker.

One har et fantastisk godt Brand, og en attraktiv referenceliste, hvor vi bl.a. har leveret til STARK, VESTAS, OK Benzin, Grundfos, Statoil, MSC og mange flere.

Vi går aldrig på kompromis med det aftalte med kunden og det vi gennemfører, uanset hvor langt vi skal gå, hvor mange km. vi skal køre, hvor mange gange vi skal køre dem, og hvor få timer vi kan sove om natten.

Til gengæld nyder vi god champagne, når vi kommer godt og sikkert i mål.

Det forventes at du har kørekort og egen bil.

Du vil blive tilbudt en resultatorienteret løn.

Hvem er vi?

Vi udvikler, designer og gennemfører events for de største og mindste virksomheder i Danmark, og indimellem også for dem midt imellem!

Den ene dag kan vi have 10 gæster fra et team i virksomheden, som skal opleve hinandens finurligheder med noget teambuilding en eftermiddag. Det kan være alt fra noget adrenalinfyldt til noget mere afslappede og meditativt.

Den anden dag kan vi have 1.000 gæster fra en af Danmarks største virksomheder til en historiske jubilæumsfest i smukke og lækre rammer.

Alle de andre dage skaber vi firmadage, sommerfester, temafester, julefester og meget andet for produktionsvirksomheder, handelsvirksomheder og servicevirksomheder.

Typisk er vores kunder virksomheder med 100-300 ansatte, som alle har et inderligt ønske om at glæde og motivere såvel medarbejdere som kunder.

Vi er en kreativ eventvirksomhed, hvor tankerne flyver højt, ambitionerne er kompromisløse, og armbevægelserne er store. Der drøftes og udvikles højlydt og vidtrækkende i ét stort kreativt rum, hvor alle bliver hørt, og alle vil høres. Derfor er det nødvendigt at besidde en vis form for rumlighed, men så sandelig også evnen og ønsket om at blive hørt og ikke mindst set.

Send ansøgning til Direktør Kenneth Nielsen på kenneth@oneeventdesigners.dk.